* 06.09.2000 

† 03.05.06 

(FCH Utu de L’Aube Rouge – Olive-Orkhan II de La Tour Gelée)

HD/C  AA/1

Bundesjugendsieger 2001
Bro Vinder 2002
VINDER af Mellemklasse Hanner på Verdens Udstillingen 2002
DKK Race Vinder 2002
Dansk Champion
Golden Winner 2003
Bundessieger 2003
International Champion
DKK Race Vinder 2003
Sieger Berlin 2004
Dansk Klub Champion
Københavnsvinder 2004
Nordisk Vinder 2004
DKK Race Vinder 2004
Sieger Kassel 2004
DDK Klub Vinder 2004
Norsk Champion
VHD-Champion
Rheinlandsieger 2006

Højde: 66 cm
Vægt: 65 kg
Hoved: 67 cm
Bryst: 98 cm

Rød m. brun maske

Kælenavn: Minou

Opdrætter: Sevérine Colmé og David Sapp, Kennel La Tour Gelée, Frankrig.

Udstillingsresultater: 8 BIR & 3 BIM, 8 Cert. & 5 CACIB, 1 hæderspræmie, 5 excellent (i Frankrig, Belgien og Holland) og 2 V1 (i Tyskland)

Af store udenlandske udstillingsresultater, kan nævnes VINDER af Mellemklasse Hanner på World Winner Dog Show i Amsterdam 2002, Rakham vandt over 11 andre. Og ved den Franske Klubmatch i Plérguer 2002, blev Rakham nr. 3 i Åbenklasse Hanner, der var i alt 40 hanner i den klasse. Nr. 5 i Champ. Klasse ved den Franske Klubmatch 2003 og nr. 4 på Verdens Udstillingen i Dortmund 2003.
Så det kan nogle gange være en anelse frustrerende og ærgerligt at efter de store sejre i udlandet med nogle dygtige dommere, at man så herhjemme får nogle dårlige bedømmelser, fordi de dommere DKK bruger, ikke altid har set en Dogue de Bordeaux før.

Rakham har jeg købt 9 måneder gammel, han er fra en meget anerkendt kennel i Frankrig. Jeg har jo været på udkig efter en han, der kunne tage over efter Hermann. Ved at kigge ”lidt” rundt på Internettet og skrive med adskillige kenneler, faldt valget på Kennel La Tour Gelée.

Jeg fik selvfølgelig tilsendt billeder af Rakham, og heldigvis blev jeg slet ikke skuffet, da jeg så endelig så ham rigtigt. Og han er bare en stor dejlig dreng, som er faldet til her på rekordtid. Han har et dejligt temperament, som jeg vil gøre alt for, at han bliver ved med at beholde. Og han har virkelig ingen anelse om hvor stor han er, for han vil nemlig gerne ligge oven på mig om aftenen i sofaen, og med de 65 kg er det en blandet fornøjelse.

Du kan se flere billeder af Rakham her

Se Rakham's afkom her

(Marco Polo de L'Etang de Mirloup - Lisbeth de L'Etang de Mirloup)

HD/C AA/0

*  05.08.98 

† 19.03.05

Rød m. brun maske

Kaldenavn: Orkhan

Opdrætter: Sevérine Colmé og David Sapp, Kennel La Tour Gelée, Frankrig.

Vi har nu haft Orkhan i et par år nu, og det er faktisk som om hun altid har boet her. Hun er en utrolig glad og aktiv hund, hun er den der altid er i gang med et eller andet. Alt hvad der kan leges med er noget for hende, så bolde, pivedyr, pinde og alt hvad hun kan finde af børnenes legetøj. Boldene og legetøjet holder ikke længe, kæberne fungere som en kompostkværn.

Hermann vom Holm

NTCH, DKCH, KLBCH, SCH, DCHVDH, DCHKLB KBHV’99,KBHV’00, Leipzig seiger’99, Norsk Vinner’99, Berlin Sieger 2000, Bundes Sieger 2000

*  23.01.96

† 01.11.00

Højde: 69 cm

Vægt: 70 kg

Farve: rødbrun

16 BIR, 3 BIM, 15 CACIB, 4 klubcertifikater, 17 CK, 1 hæderspræmie.

Opdrætter: Marita Pyka, Tyskland
Kennel vom Holm

Hermann blev knap 5 år, jeg købte ham "brugt" som 2-årig, på det tidspunkt var han mest hoved og ben. Det tog et år at få nogle kilo og muskler på ham. Vi har selvfølgelig gået en masse ture, hvilket gav ham kondition, men musklerne kom først da han fik lov til "lave noget". Jeg købte simpelthen en lille trækvogn, 2 af børnene i og så stille og roligt derudaf.

Da han så var blevet 3 år, og jeg kunne se, at han ikke voksede mere, begyndte jeg at cykle med ham, ikke noget med at styrte af sted, men Hermann traver stille og roligt derudaf. Ca. 3 gange om ugen 5-6 kilometer, endnu en skøn måde at være sammen med sin hund.

Som sagt købte jeg Hermann som 2-årig, hvilket måske godt kunne havde givet nogle problemer (hvem ved?), Men han faldt til her med det samme. Nu havde han jo også fået en kone, som han allerede havde fået hvalpe med året før.

Hermann var den ubekymrede, lalleglade og altid med på en leg hund.

Herhjemme fungerede han perfekt, han var aldrig morgensur eller på nogen anden måde irriterende, han var simpelthen bare skøn. Han sad gerne tålmodigt på trappen ved middagstid og ventede på posten, sådan én har jo hundekiks med.

Hermann havde aftenen før haft dame-besøg, en sortmasket lille sag, som gerne skulle parres. Plus’lig som tæven hedder, var ikke helt klar, men Herman var og prøvede på alle mulige måder at charme sig ind på hende, han var en sand Don Juan. Men damen var altså ikke helt mør, så Vivian (Plus’ligs mor) og jeg blev enige om at de måtte vente og prøve igen dagen efter. Jeg tror nu nok Hermann gerne ville have forsøgt noget længere, og jeg garanterer han havde ikke opfattet at det styrtregnede.

Han spiste ikke sin aftensmad, men det var vel ret forståeligt, med en mislykket dame-besøg og som om det ikke var nok, var Angelina også i løbetid.

Næste morgen havde han kastet noget gul galde op, hvilket var normalt, hvis han ikke havde spist i længere tid. Udenfor drak og kastede han op flere gange, og lagde sig rundt omkring i haven. Han savlede meget og så skidt ud. Af erfaring, han havde haft det sådan et par gange før, vidste jeg at han skulle have noget mad ned i den mave og så skulle han nok blive frisk igen.

Da Vivian og Plus’lig kom, lå Hermann indenfor, han ville/kunne helst ligge ned, vi fik ham til at spise et par leverpostejmadder. Vi prøvede at lukke Angelina sammen med ham, det fik ham på benene. Så lukkede vi ham udenfor og hentede Plus’lig og nu var hun helt klar, men Hermann lå bare ude midt på gårdspladsen, et par gange gik han dog hen for at drikke. Men han havde overhovedet ingen interesse for sin lille veninde, hvilket jeg synes var ret usædvanligt, da Hermann jo var en hanhund med stort H. Vi blev enige om at give ham et par timers ro, Vivian og Plus’lig kørte ud for at shoppe i det Østjyske. Da Plus’lig blev lukket ind i bilen, rejste Hermann sig og travede hen for at kigge efter hende.

Herefter gik det meget stærkt. Hermann blev lukket ind på badeværelset, for at få lidt ro fra Naomi (4 mdr.). Han var nu en smule urolig og da han kastede op var der en smule blod i. Jeg ringede straks til dyrlægen, som kom i løbet af 10 minutter. Han mente, ligesom jeg, at det var „det sædvanlige", og gav han noget antibiotika, vi måtte bære Hermann ind ude fra gårdspladsen (han var selv gået derud da dyrlægen kom) nu kunne han ikke engang selv holde hovedet. Klokken var nu 12 og dyrlægen kørte igen, men sagde at han ville ringe kl. 16.00 for at høre til Hermann. Han lå nu på sin pude - ca. 15 minutter efter dyrlægen var kørt, sov Hermann stille og roligt ind, alt imens jeg igen ringede og hulkende bad dyrlægen komme, for jeg kunne ikke mærke puls eller hjerteslag. Men det var for sent, det var slut og den hæslige virkelighed gik op for mig. Her stod jeg, mutters alene hjemme med min døde hund, som jeg ikke kunne få løftet ud i bilen, som dyrlægen havde sagt, jeg skulle gøre. Jeg havde også nået at hente min nabo for at få hende til at hjælpe mig med at løfte ham, men der var han jo død. Vivian ringede fra shopping turen og jeg fik fortalt det, og hun kom så med det samme.

Hermann blev efterfølgende obduceret. Han havde en akut galoperende tarmbetændelse. Selvom han var blevet behandlet før, havde dyrlægen intet kunne stille op. Hele tarmsystemet var fyldt med blod og havde han levet bare ½ time mere, havde det stået ud med blod i begge ender. Det er ikke noget der smitter, det er en bakterie, som han på et eller andet tidspunkt har fået og som udløses af stress. Og han havde vel fået lidt stress dagen før. Dyrlægen fortalte at det altid var godt at give hundene A-38, for på den måde at holde mave og tarmsystem i balance.

Endnu noget hæsligt skulle ske, jeg skulle have fortalt børnene det. Bare det at få ordene sagt var jo næsten umuligt og de stakler brød helt sammen. Men vi fik klappet Hermann, han så jo bare ud som om han sov og hans øre var som altid dejligt bløde. De tegnede tegninger og samlede hundekiks, som han skulle have med i hundehimlen. Christian synes også at Hermann skulle have hans bøllehat med (vi kan næsten ikke kende Christian uden ).

Nu er her tomt - en epoke er slut. Hermann fyldte utroligt meget i vores liv. På en eller anden måde stod vi alle herhjemme lidt i skyggen af ham, men på en positiv måde. Det var ham folk først fik øje på, når de kom her, den store glade kanonflotte hund var altid med i forreste række, for han elskede gæster.

Og hvorfor så lige ham? Fair, det kan det jo ikke være når en ellers sund og rask hund går hen og dør. Og med den start på livet som han fik, synes jeg da slet ikke at det er fair. Nu havde han fået et godt liv, han havde fået en familie der elskede ham, han var en del af familien og han fungerede perfekt. Han karriere i udstillingsringen er heller ikke set magen til af mange Bordeaux’er, så fair og retfærdigt det er det sgu ikke. Nu er der så plads til dem, der har stået i skyggen af Hermann i ringen og jeg under jer at vinde med jeres hunde, for det er en fed fornemmelse.

Man kan sige at min hund sluttede med æren i behold. 1½ uge inden han døde var vi i Dortmund, hvor han blev Tysk Champ., Tysk Klub Champ og Bundessiger 2000.

Tak til alle de søde ord både pr. telefon og mail, det har gjort det hele lidt lettere.

Til toppen

* 06.05.95

† 17.05.02

Højde: 58 cm

Vægt: 59 kg

Farve: rød m/ sort maske

2 bedste hvalp, 3 BIR, 1 certifikat, 2 CK, 1 hæderspræmie.

Opdrætter: Gitte Bundgård, Danmark
Kennel Anjin’ San

Angelina har jeg købt herhjemme, og er efter 2 tysk importerede hunde. Dengang var det, det første kuld i Danmark i 8 år.

Ved et helt tilfælde fik jeg fat i en søndagsavis (jeg passede mine forældres hus i ferien), og hundegal som jeg jo er, slog jeg op på hundeannoncerne. Der stod Dogue de Bordeaux, det fattede jeg ikke meget af, så kom det jeg kunne forstå, Turner og hund!!!!

Jeg måtte simpelthen ringe, det gjorde jeg så, og efter en lang snak, var det jo nærmest afgjort, jeg måtte have den hund.

På det tidspunkt havde jeg fået mine 2 ældste børn, og jeg trænede mine hunde (1 ruhåret hønsehund, 1 labrador blanding og en Schæfer blanding) på konkurrenceplan, hvilket tager en hel del tid. Men mine hunde var begyndt at komme op i årene, og jeg ville gerne erstatte mine brugshunde med en hund der ikke krævede al min tid, jeg havde jo dengang 2 små børn.

Jeg besøgte hvalpene da de var 8 uger, neeeej hvor var de skønne, efter en hel dag hos opdrætteren, drog jeg hjem med min lille tæve (ca. 10 kg) Angelina.

Alt med Angelina har været så nemt: hun var renlig på rekordtid, hun har aldrig ødelagt noget, der har aldrig været nogle problemer med hende.

Angelina er en af disse hunde, hvor man simpelthen er sikker på, at hun forstår alt, hvad man siger. Sådan en hund får man kun én gang.

Til toppen

Gravin Schira von Rüflohof 

 * 14.10.96

†  23.08.02

Schira som vi kalder hende, er en dejlig hund, hun har det blideste væsen, man overhovedet kan tænke sig. Schira har boet hele hendes liv i en kennel, så at kunne give en hund som hende et liv blandt mennesker, har været helt fantastisk. Jeg vil påstå, at hun er taknemlig...

Hun er hunden der nyder hvert øjeblik hun tilbringer med os, og som alle vores andre hunde elsker hun at komme med en tur i skoven eller til stranden.

Schira er udstillet en del i Holland hvor hun kommer fra, og det er med flotte resultater. Jeg har kun haft hende meldt til en udstilling herhjemme, men den morgen vi skulle af sted, mente go'e gamle Angelina lige at hun skulle fortælle hvem der stadig var bossen, så hun gav Schira et hak i det ene forben. Det blev desværre ikke til udstilling for Schira den dag.